Jeg er ikke blevet bedre venner med Alzheimers siden sidst. Det er nok nærmere tværtimod...vi får helt sikkert aldrig et godt forhold, men det er desværre sådan, at vi må acceptere hinanden, hvor meget jeg end hader det! Det er uden tvivl blevet endnu mere vigtigt for mig at fange billeder, det er ikke nemt. Min far forstår ikke det med at blive fotograferet, hvad er "smil" og "kig her"? Jeg er glad for billederne, men det kan også være svært at kigge på dem, for jeg kan mere og mere se den tomhed der er kommet i hans øjne, den var der ikke før.
Min far flyttede hjemmefra i maj, alzheimeren havde efterhånden så kraftigt et tag i ham, at der ikke var andre muligheder. Her står man i en ufattelig svær situation, man ved der ikke er andet at gøre og det er det eneste rigtige, men samtidig er det bare så svært, så trist og man har så dårlig samvittighed. Til al held er det virkelig sødt personale, hvor han bor, og han er meget glad for dem. De løfter virkelig en stor og vigtig opgave og jeg priser mig lykkelig for at nogen vælger den vej i arbejdslivet og er så gode til at passe min far, kæmpe tak!
Det er noget af en omvæltning for min søde mor, fra at have boet sammen med min far i samme lejlighed over 50 år, til lige pludselig at være alene. Nogen vil måske sige, men I har ham jo stadig og ja det har vi heldigvis, men det er ikke den samme person længere. Bid for bid mister han sig selv og vi mister ham. Stille og rolig, eller vi synes faktisk det går ufattelig stærkt, mister han sine færdigheder en for en.
Pludselig indeholder toilettasken ikke kun tandbørste og barbergrej, men også chokolade og lakridsstænger, for der synes min far det skal ligge. En sko bliver lagt i køleskabet, fjernbetjeningen til tv'et bliver lagt ned i en sko osv. Mange ting bliver flyttet rundt og ligger ikke særlige logiske steder, ikke for os i hvert fald. Tage tøj på, gå i bad, ting som han har gjort hele livet, ja det kan han desværre ikke selv mere.
Skal man tage de positive briller på, ja så er der også kommet guldkorn fra ham en gang i mellem - det er han ikke selv klar over, men de giver smil.
For et stykke tid siden spurgte han min mor hvor gammel hun var?
"Jeg fylder 76 år" siger min mor
"Det er jeg ked af" siger min far
"Det behøver du ikke være" siger min mor
"Jo, for jeg kan ikke være kæreste med sådan en gammel en" siger min far så :-)
Den gav grin.......han er desværre ikke klar over, at de for et halvt år siden havde guldbryllup.
I dag var jeg endnu engang hos min far på plejehjemmet og i dag var en god dag med hygge, besøg på biblioteket med masser af røverhistorier (som man dog ikke forstår) og ærtepose-kast. På plejehjemmet har de et stoppested opstillet, det fik vi også besøgt og talt lidt om (bussen kommer ikke her, men det vækker minder)
Billeder som de her er meget vigtige for mig at tage, de fortæller en historie og giver samtidig minder.
Opmerkingen