Ja, det er måske en lidt voldsom overskrift, men ikke desto mindre, hvad jeg mener om den sygdom. Desværre er min kære far ramt og har efterhånden været det nogle år. Det går stødt ned af bakke og rigtig mange funktioner er sat ud af drift.
Det der for os er ganske simpelt, er for min far en kæmpe stor besværlig opgave. Det at tage skjorte på, barbere sig, bruge kniv og gaffel osv., alt sammen ting som jo ikke er svære, men for min far er de rigtig svære. Det at orientere sig og huske hvilken opgang man bor i og i det hele taget huske hvem man bor sammen med? Min mor, som han lige straks har været gift med i 50 år, er meget af tiden en fremmed kvinde for ham og han mener i hvert fald ikke, at hun også bor i lejligheden.
Mig husker han stadig fint, det er ikke altid mit navn lige kan findes frem, men pyt med det. Det sker dog, at han spørger mig, hvor den lille pige er henne? Og så må jeg forklare at hun er vokset op og blevet 47 år.
Tænk hver dag at leve på en anden planet end alle andre, det er nemlig lige præcis hvad min far gør. Han opfanger og oplever ikke de samme ting som os andre og han tolker bestemt ikke som os andre. Det der før i tiden var så nemt, som at læse og forstå store komplekse regnskaber (min far har arbejdet som revisor hele livet) bliver nu tolket helt anderledes.
Tallene er blevet farlige og slet ikke til at forstå - men han bliver ved med at sidde og bladre mapper med bilag igennem alligevel, det giver bare ikke mening længere.
Der bliver lavet egne ord og det kan kræve sin mand og forstå hvad der bliver sagt. Om ikke andet så håber man blot, at man siger ja og nej på de rigtige tidspunkter.
Der er ingen tvivl om at, jeg synes Alzheimers er en rædselsfuld sygdom. Udover den rammer den som bliver syg, så rammer den i den grad også den nærmeste familie og det er hårdt, rigtig hårdt.
Nogen gange er det nødvendigt at tage de tragikomiske briller på og grine af de situationer der kan opstå. Jeg måtte en dag hente min far i Helsingør, da han havde forvildet sig lidt og var godt forvirret. Politiet var heldigvis søde til at tage sig af ham. Da jeg kommer siger han tak til den unge betjent og betjenten siger "Ja, Jens du har vist hygget dig her og drukket dejlig kaffe" - min far har aldrig drukket kaffe, men det havde han åbenbart glemt og pænt sagt ja til en kop :-)
Heldigvis kan man også stadig få lidt grin frem og det er dejligt når det sker, det er ikke altid det giver mening for os andre, hvad der grines af - men pyt med det.
Min far forstår ikke helt det med at blive fotograferet, men jeg prøver så godt jeg kan at fange lidt øjeblikke her og nu. Et par stykker af dem ses her sammen med historien, portrætter eller måske nærmere reportagebilleder.
Alzheimers er kommet for at blive desværre, det er blot at takle det på den bedst mulige måde, selvom jeg ærlig talt synes det er møg hamrende svært.
Overskriften er lige præcis hvad jeg mener om sygdommen, en kæmpe lort - som tager min far stille og roligt fra os.....Forhåbentlig er der nogen der med tiden bliver klogere på, hvorfor de forskellige centre i hjernen lukker ned, jeg krydser fingre.